Til stede: Jørgen Binzer (JB), Jørgen Tynell (JT), Bjarne Rich (BR), Lars Andersen (LA), Hans H Storm (HHS) (ref)

Afbud: Hanne Fersøe (HF)

Dagsorden:

1. Status:
a. Jørgen Tynell
b. Økonomi
c. Medlemmer
d. Mesterskab
e. Træf
2. Vinterarrangement
3. Blad, redaktion
4. Generalforsamling
5. Teknik
6. Evt.

Referat

1.a – Jørgen Tynell
JT har besluttet at udtræde af bestyrelsen for at koncentrere sig om sin genoptræning efter sin operation i marts måned, ligesom han havde besluttet at sætte sin båd til salg. Bestyrelsen udtrykte samlet sin beklagelse over at skulle tage afsked med et så centralt medlem, og samtidig tak for mere end 10 års virke for klubben. Efter aftale med JT vil bestyrelsen begynde sonderinger efter en erstatning. Den samlede bestyrelse håber JT’s helbred forbedres så meget at han kan og har lyst til at fortsætte arbejdet i bestyrelsen. JT meddelte at han gerne står til rådighed med råd og vejledning vedr. Grinde Nyt, men ikke kan påtage sig at være ansvarlig for produktionen. Herefter trak JT sig tilbage fra bestyrelsesarbejdet. Formanden bad indtrængende om at JT ville gøre hvad der er menneskeligt muligt for at være til stede ved generalforsamlingen i foråret, så klubben enten kunne byde velkommen tilbage i de aktives rækker eller tage behørigt afsked og takke for indsatsen.

1.b Økonomi
HF havde fremsendt regnskab og opgørelse over betalende medlemmer. Klubben økonomi følger budgettet på den komfortable side og pt. er der 25900 kr. på kontoen. Det bemærkedes at mesterskabsudgiften var meget lav, men at der endnu ikke var sket modregning fra præmier i form af restlageret af caps og t-shirts. Yderligere havde der ikke været indkøbt gave til Sejlklubben Frems kapsejladshold eller til de der har hjulpet HHS med hjemmeside/blad i foråret.

1.c Medlemmer
HF’s medlemsopgørelse viser 135 betalende for 2008. HHS kunne supplere at der er 141 registrerede medlemmer, heraf 2 æresmedlemmer og 5 både med flere ejere. I alt 119 Grinder, 5 Kaskelot, 7 Marsvin og 4 interesserede uden eller med anden bådtype er betalende medlemmer. Vi har 1 Hollandsk medlem, 10 Tyske, 13 Svenske og 2 Norske. Medlemstallet holder sig således konstant, med balance mellem udgående og nyindmeldte.

1.d Mesterskab
Mesterskabet havde i alt 6 tilmeldte både, denne gang med de 5 fra Øresundsområde og 101 Grog fra Ebeltoft, som løb med sejren. Beskrivelse findes på hjemmesiden. Der havde været kontakt til spækhuggerklubben om at tilknytte grindemesterskabet til spækhuggernes klassemesterskab, men Fåborg Sejlklub kunne ikke påtage sig at afholde et stævne for begge klasser. Derfor blev Frems Hovedkapsejlads igen brugt til årets mesterskab ligesom Larsen 28 klubben (med 2 deltagere). Spækhuggerne havde i år kun 12 deltagere. Stævnet var trods svage vindforhold en god oplevelse med megen hygge. Klubbens forsøg på at tiltrække både uden målerbrev blev benyttet af et par deltagere uden problemer. Distancebanen havde ingen tilmeldte, men middagen var velbesøgt – også af medlemmer der ikke deltog i sejladsen. Larsen klubbens træf dagen før havde mange gode elementer der kan bruges til Grindeklubbens træf. Det aftaltes at JB kontakter spækhuggerklubben for evt. fælles stævne i 2009. Er det uden succes kontaktes Grog mhp evt. stævne i Ebeltoft, med den forudsætning der skal garanteres mindst 5 deltagere. Lykkes det ikke vil stævnet blive henlagt til Øresund.

1.e Træf
Træffet på Tunø havde 10 deltagere, og forventes gennemført på samme vis i 2009. Træffet i Øresund var henlagt til Vikhög, som viste sig at være en fin ramme om træffet, med mulighed for at bruge klubfaciliteter, petanque bane, gode spadsereture – rigt fugleliv mv. BR tager kontakt mhp. at gentage arrangementet der i 2009. Der skal forsøges arrangeret aktiviteter på vandet hvor alle kan deltage så stævnet parres med lidt sejlads for de der ønsker det – med præmier etc. Larsen klubben foreslås kontaktet for at kopiere deres arrangement der gennemføres med flere forskellige bådtyper, så vi vil kunne involvere både Kaskelot, Marsvin, Spækhugger og Grinder i fælles leg/kappestrid på lige vilkår.

2. Vinterarangement
Det aftaltes der skulle afholdes et vinterarrangement med oplæring i simpel vinterklargøring og motorpleje og evt. – også om vedligehold af påhængsmotorer. LA undersøger mulighederne for lån af lokaler i søværnets bygninger i Kbh. alternativt afholdes arrangementet hos formanden i Kisserups gamle smedje. Der satses på et arrangement i januar.

3. Blad, redaktion
Der var en længere drøftelse i lyset af JT’s beslutning om at afslutte sit arbejde for klubben. Der var enighed om at Grinde Nyt var et væsentligt og bærende element i klubbens liv, og at det ikke kan erstattes af hjemmesiden, der dagligt ses af næsten de samme 50-60 brugere. Yderligere har klubben aftaler med annoncører, der har betalt for eksponering for hele 2008. JB og HHS aftalte at udgøre redaktionen for de næste numre i fællesskab. Vi vil søge efter en hjælpende hånd i medlemskredsen, med henblik på udgivelse af februarnummeret og så evt. søge efter ny redaktør i forbindelse med generalforsamlingen, hvis JT som varslet må opgive sin bestyrelsespost endeligt.

Næste nr. vil bl.a. indeholde Formandens klumme (JB), foromtale af træf i Øresund (BR), rapport fra mesterskabet 2008 (HHS) og resultat af evt. sonderinger for 2009 (JB/HHS), omtale af generalforsamling 14/3 -08 inkl. middag (HHS), Maste problem efter Dixi mast brænding (LA skriver om uheld og tilbud, og bestyrelsens overvejelser når vi ved hvad tilbuddet bliver), Pluk fra hjemmesiden og blog, turberetning skærgården (HHS). Kaskelot og Marsvin medlemmer skal opfordres til at sende nyheder ind der vedrører deres bådtyper.

Deadline for indlæg er 23/11.

Det blev besluttet at indhente tilbud på farvetryk på alle sider i samme papirkvalitet som sidste nummer af Spækhugger nyt – som kan indeholde 36 sider på den laveste porto.

4. Generalforsamling
LA har fået reserveret lokalerne i KAS i Svanemøllen til den 14/3 2009. Der var enighed om at satse på samme type arrangement som de sidste år, med catering ved bestyrelsen. Priser vil afhænge af aktuelle tilbud i tiden op til mødet, med princippet at Klubben giver forfriskning til selve generalforsamlingen og middagsdeltagerne betaler udgifterne til den, med klubkassen som garant mod underskud. Der skal allerede nu evt. i bladet efterlyses ideer til foredrag i forbindelse med generalforsamlingen. (Meteorologi, Radiokommunikation, Bådpleje, Turberetning..)

5. Teknik
LA berettede om det kedelige uheld der var overgået Dixi. Masten var brændt sammen med masteskuret, 2 dage efter den var taget ud her i oktober. Sagen aktualiserede beslutning om masteprofil. I henhold til klassereglerne har John Mast en profil der overholder disse. Et tilbud fra 1998 på en ny mast med rig var på ca. 40.000 kr excl. Moms. Forsikringen giver ca. 20% af den totale forsikringssum til en ny rig, hvilket nok ikke kan dække en ny mast med rig. Medlemmerne skal gøres opmærksom på risikoen for underforsikring. LA vil følge Dixi sagen og sikre kopi af tilbud på ny mast til klubben. Bestyrelsen må så overveje dette tilbud i sammenhæng med at vi kunne få lavet værktøj og trukket 7 rør for ca. 100.000 kr., og så genbruge de ikke brændte rigdele. Den finansiering der skal skaffes for at opbygge et lille lager af rør i henhold til klassereglerne er formodentlig ikke særlig stort.

6 evt.
Der var intet andet end næste møde under dette punkt. Mødet vil blive hos HHS en af dagene 5-7, 9, 12-15 januar 2009 – bestyrelsen melder tilbage hvilke dage der passer bedst

HHS