IDansk Grinde Klub 2017
11. Marts 2017 i Kjøbenhavns Amatør-Sejlklubs lokaler i Svanemøllen
Referenter: Martin Anker Wiedemann (præsentationsrunde og pkt. 3) og Hanne Fersøe
Formanden takkede KAS for lån af lokalet og Svend Åge og Hanne (Hideaway) for at aftale
reservationen og for at låse op og låse af.
Inden den egentlige dagsorden var der en præsentationsrunde. Alle de fremmødte grinde-
/kaskelotejere var stemmeberettigede på generalforsamlingen. Herunder blev også meddelt
hilsener fra besætningerne på hhv. Grog og Bipon.
Grinder
DEN 119 Brede Bertha
DEN 117 Bombardine
DEN 26 Juliana
DEN 570 Frynse
DEN 215 Malobe
DEN 30 O’Hvalen
DEN 138 Mira
DEN 713 Brunhilde
DEN 164 Anna
DEN 129 Uterus
DEN 409 Hideaway
DEN 180 Ida
DEN 709 Nisarnak
DEN 126 Senta
DEN 21 Astrid
DEN 594 Basta
DEN 94 NJORD
DEN 566 Stormsvalen
Kaskelotter
DEN 44 Mokka
DEN 1 Hvalen
Bådløse
Erik Mikkelsen, tidl. DEN 211 Dixi
Desuden deltog klubbens æresmedlem, Peter Bruun, med ledsager Lisbeth Kjær.
Dagsorden i henhold til vedtægterne
1. Valg af dirigent
Elisabeth Rich blev valgt til dirigent, og konstaterede at GF var lovligt indkaldt.
2. Formandens beretning
Året har været meget lig de foregående år. Det meste er ”same procedure as last year”.
Vores blad er som sædvanligt fremragende i sin grafiske kvalitet og Redaktøren får stadig mange
rosende ord. Indholdsmæssigt er det lykkedes os at holde et rimelig højt niveau – ikke mindst ved
at der er indkommet spændende indlæg og beretninger fra medlemmerne. Bestyrelsen bidrager
ivrigt i mangel af andre indlæg, og det kan føles som lidt af en ørkenvandring, når jeg igen på 10.
år skal skrive mit bidrag til bladet. Så i må undskylde mig, hvis i synes gentagelserne bliver for
irriterende. Vi ser også meget gerne bidrag fra de udenlandske medlemmer, som sejler i en helt
anden hverdag end jeg kender. Og gerne på originalsproget. Vi er glade for at kunne bringe en
fremmedsproget artikel på norsk, svensk, tysk eller engelsk. I 2016 er det blevet til tre udgivne
blade, og hvis planen holder kommer der også tre i 2017. Typisk i februar, maj og november. Vi
har ændret praksis lidt mht. til den store udsendelse af februar-nummeret. Mest for at spare lidt på
den dyre porto. Postvæsenet virker jo ikke imponerende; det tager tre – fire dage at få tømt
postkassen, som ligger fem kilometer fra hjemmet, fire – fem dage at få bragt bladet rundt. Og så
koster det 16 eller 32 kr; betydeligt mere end det koster at få sendt et brev fra udlandet og hertil.
Tidligere har vi sendt til alle kendte både, men nu sender vi kun til dem, der i de seneste år har
været medlemmer. Det sker ikke så sjældent at en bådejer glemmer at betale kontingent et år for
så senere at genoptage medlemsskabet.
Hjemmesiden fungerer fint med mange besøg. Jeg fik lige en melding om at en stor ting der var sat
til salg, var afhændet få dage efter. Jeg ved også at nye folk, der leder efter både, bruger vores
hjemmeside sammen med andre platforme for bådkøb og -salg. Hjemmesiden gemmer også
megen visdom til brug for vedligeholdelse og opgradering af vores aldrende både. Vi bruger den til
indkaldelse af generalforsamlingen. Det giver lidt mere ro på terminerne for udsendelse af bladet.
Sejladsmæssigt går det fint. Det sejles gerne til klubbens træf. Tunøtræffet er jo en succeshistorie,
der hviler på indsatsen fra den koordinerende ildsjæl, men lige så meget på en fælles indsats fra
deltagerne. Det er min erfaring at jo mere man engagerer sig i et fælles arrangement, jo sjovere er
det. I østområdet kniber det mere, vi mangler en koordinerende ildsjæl til at stå for træffet. Lige nu
hænger det på bestyrelsen, som synes det er synd at lade traditionen gå helt til bunds.
Vi ser meget gerne at der bliver lavet flere træf i f.eks. Isefjord, Limfjord og i det nordtyske område,
Kiel og Hamborg, og hvorfor ikke også i Bohuslen og Norge, hvor der er mange både.
Der sejles også kapsejlads – ikke så meget som tidligere, men der er stadig deltagere i klubbernes
lokale aftenmatcher. Ikke mange har målerbrev, og deltagelse i de store ”rundt om øerne”
sejladser kan ikke nå op på de magiske fem deltagere, der udløser et grindemesterskab til
vinderen. Bestyrelsen har tænkt nye tanker om hvordan vi kan revitalisere vores smukke Grindevandrepokal, jfr bestyrelsens forslag til senere behandling. Nogle klubber har succes med at
indbyde til cruising kapsejlads, hvor der er lagt op til kapsejlads under lidt mindre stressende
omstændigheder. Her kan man godt sejle med to mand ombord og gerne uden spiler hvis man
synes det er for udfordrende. Den type sejladser nyder stigende popularitet og er givetvis noget for
Jer med hengemte kapsejlads-gener. Vi hører ind imellem fra grinder på langtur, senest fra en med
et teknisk problem. Han lå i middelhavet på vej hjemover. Bådene kan endnu. Det er blot at tage af
sted.
Tekniske spørgsmål er hyppigt forekommende. Det er en fornøjelse at kunne hjælpe med den
erfaring, der samlet kan mobiliseres. Vi begynder at kunne se lidt mønstre i forespørgslerne. Vand
i balsaen i dæk og overbygning er et gennemgående problem. Vær opmærksom på det. Det skal
ikke negligeres. Der skal tætnes. Salingshorn efterlyses ind imellem. Moderniseringer af rig og ror
forekommer oftere og har fundet nye standardløsninger for dem der vil kaste sig ud i det. Klubben
har ikke haft nogen aktiv rolle i den udvikling, men vi følger den nøje.
Endelig skal der lyde en stor tak til bestyrelsen. Den består af folk med stor indsigt, og vi supplerer
hinanden og inspirerer hinanden til et fortsat virke for vores fælles passion: sejlads med Peter
Bruuns konstruktioner grinden, kaskelotten og marsvinet
3. Årsregnskab
Kassereren fremlagde det reviderede årsregnskab for 2016, som blev godkendt med akklamation.
Derefter var der præsentation af budgettet for 2017.
4. Fastsættelse af kontingent
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent, dvs. 250 kr. eller 35 euro pr. år.
Dette blev vedtaget.
5. Valg af bestyrelse plus 1 suppleant
Hans Storm (Mira) og Lars Andersen (Ida) var på genvalg til bestyrelsen og blev begge genvalgt.
Elisabeth Rich (Malobe) var på genvalg som suppleant og blev ligeledes genvalgt.
6. Valg af revisor og 1 suppleant
Paul Rochat (Partout) var på genvalg som revisor, og blev genvalgt.
Niels Kjær var på genvalg som revisorsuppleant, og blev ligeledes genvalgt.
7. Indkomne forslag og forslag fra bestyrelsen
Der var ikke indkommet nogen forslag fra medlemmerne.
Bestyrelsen havde udarbejdet et forslag om en ny metode til at få grindepokalen i spil igen – se
Grinde Nyt Februar 2017 side 5. Forslaget blev diskuteret.
Svend Åge fra Hideaway foreslog at man brugte et andet kriterium end flest sømil, fx den bedste
turberetning. Dette blev modsagt med det argument at ’bedste turberetning’ ikke kan måles, og det
vil derfor ikke blive en objektiv afgørelse.
Peter Bruun foreslog at det også kunne være den første Grinde Fyn rundt eller Sjælland rundt,
også hvis der kun deltager én Grinde. Men han syntes nu at bestyrelsens forslag var det bedste.
Der var ingen andre konkrete ændringsforslag til det fremsatte forslag, som dog bør præciseres
noget mht. målemetode og til hvilken status langtursbåde (fx over Atlanten og tilbage) skal have.
Niels Kjær fra Frynse foreslog at man afprøvede bestyrelsens forslag i et år og derefter gjorde
status.
Vedtagelse: Vi prøver det et år, men inden sæsonen starter (1.maj), skal bestyrelsen have afklaret
ovenstående spørgsmål.
8. Eventuelt
Formanden, Jørgen, Bombardine, fremviste sin nye dørk-rist, meget flot og lækker, hjemmelavet
og i teaktræ.
Svend Åge Bang Nielsen, Hideaway, foreslog at træf ikke behøver at begrænse sig til weekender. Mange er blevet pensionister og kunne jo overveje at lave træf midt i ugen – det har de selv
haft meget glæde af. Han kunne berette at der er rigtig mange tomme havne på den svenske
øresundskyst.
Formandinden,Tove, Bombardine foreslog forsamlingen at komme til den nye nationalpark,
Roskilde Fjord.
Næstformanden, Hans, Mira, opfordrede til at benytte app’en Keep Sailing til at lave lokale grupper
i regionerne.
Redaktøren, Martin, Astrid, foreslog at man lader sig inspirere af Uwe Gräfers beskrivelse – i det
seneste nummer af Grinde Nyt – af sin tandemsejlads med sin makker. Man kan også lave en
virtuel kapsejladsbane i Keep Sailing.
Hanne Bang Nielsen, Hideaway, spurgte Peter Bruun om hvordan det går med den fine
spidsgatter, som vi så for nogle år siden ved pinsetræffet i Helsingør. Den hedder Fri, og det går
rigtig godt!
Kassereren, Hanne, Mokka, foreslog at genoplive pinsetræf Øst i år, og hun vil gerne stå for at
arrangere det i Rungsted. Der var god opbakning, og der vil komme en invitation i næste nummer
af bladet.
Erik Justesen, Juliana, takkede for eftersendelse af bortkomne blade pga postgangen i Viborg.
William Thomasson, Brunhilde, ville gerne diskutere anbringelsen af motorkontrollen efter den
formelle dagsorden.
Dermed var den formelle del af generalforsamlingen 2017 slut, og formanden takkede Elisabeth
Rich for ordførerskabet.
Man overgik hermed til den uformelle og mere festlige del: borddækning, klargøring af mad, livlig
samtale og diskussion i mindre grupper. Igen i år fik vi en dejlig grindemiddag bestående af
oksefilet, bagte kartofter, brød, salat med alt hvad hjertet kan begære, indlagt underholdning med
sang og musik, ost, vin øl, kaffe og kage; alt sammen til den latterligt lave pris af 100 kr. pr. næse.
Tak til Hans og Hanne (Mira), Lars (Ida) og Tove (Bombardine) for endnu en gang at stille op og
trylle en dejlig middag frem