Fastgørelse af rorets hælbeslag

Jeg er den lykkelige ejer af kaskelotten Brunhilde, på 16. år og adskillige 1000 sømil på kølen.

Jeg havde i efteråret, inden optagning, observeret en del slør i roret og var sikker på, at en af vinterens vedligeholdelsesopgaver var et evt nyt leje eller tilsvarende reparation.

Stor var min overraskelse, da båden kom på land, og jeg opdagede, at hælbeslaget sad løst i forfinnen.  Der sidder 3 stk kraftige umbracoskruer, jeg prøvede at spænde dem op, men de kørte rundt. Jeg ringede til Peter Bruun for at høre, hvordan det var konstrueret. Med den hjælp jeg fik, kunne jeg se, at der kun var et at gøre, lave et hul i forfinnen.

 

Gode råd var dyre, der blev overvejet stemmejern, vinkelsliber osv.

Enden på det blev et 20 mm hulbor, det var for at kunne se, hvor stort hullet skulle være.
Stor var glæden, da jeg efter at have fjernet en del skum, kunne få en fastnøgle ind og holde kontra og spænde det hele op.

Efter denne opspænding er det bare lidt polyester ind omkring møtrikkerne og lukke hullet igen med polyester og topcoate.

En reparation på et par timer i stedet for noget jeg troede var meget værre.

Billederne viser meget tydeligt, hvordan skruer og møtrik sidder i forfinnen.
Jeg håber, dette kan hjælpe andre med samme problem.

Med venlig hilsen
Carsten Borup
Nibe.

Se tegning under Grinde “Ror etc.” – konstruktionen er stort set den samme