Til stede: Jørgen Binzer (JB), Jørgen Tynell (JT), Lars Andersen (LA), Bjarne Rich (BR), Hans Storm (HS), Martin Wiedemann (MW), Hanne Fersøe (HF)

Referent: HF

Dagsorden

  1. Konstituering og fordeling af opgaver
  2. Økonomi og medlemsstatus
  3. Opfølgning på generalforsamlingen
  4. Grinde Nyt – udsendelse sammen med næste nummer
  5. Pinsetræf
  6. Mesterskab
  7. Teknik, scanning af manualer, hjemmeside
  8. Evt. herunder næste møde

1. Konstituering og fordeling af opgaver

Et varmt velkommen til Martin som nyt medlem af bestyrelsen.

Opgavefordelingen blev diskuteret, og mht. referater blev det besluttet at Martin og Hanne skiftes til at tage referater ved bestyrelsesmøder. Martin tilbød desuden at bidrage med en medieplan for hjemmesiden og bladet. Alle andre opgaver bliver klaret som tidligere.

2. Økonomi og medlemsstatus

Der er ca. 110 der har betalt 2009-kontingent pr. 20/3, 2009, der er altså indtil videre 110 medlemmer. Det svarer nogenlunde til det antal der havde betalt sidste år ved samme tid. Hans har udsendt brev om opdatering af e-mailadresser og i den sammenhæng venligt mindet om at det er kontingenttid hvis man vil have klubfordelene i 2009 (stander, fartøjsregister og to blade).

Der er et overskud på generalforsamlingen svarende til at klubben har sparet en udgift på 2.000 kr. til lokaleleje. Bestyrelsen vil hermed gerne på klubbens vegne rette en stor tak til KAS for at lade os låne deres dejlige og velfungerende lokale.

Bestyrelsen besluttede at give 3 flasker vin til KAS-bestyrelsen som tak for lån. LA køber vinen og overrækker den. I samme moment besluttedes at gøre tilsvarende overfor FREM som så velvilligt hjælper os med at holde mesterskab, ligesom havnefogederne i de havne hvor vi holder pinsetræf også fremover vil modtage denne lille tak for den store hjælp det er at de så velvilligt lader os bruge deres havne og de tilhørende faciliteter. De mesterskabs- og træfansvarlige sørger for at det sker og sender bilag til Hanne som refunderer.

3. Opfølgning på generalforsamlingen

Formanden konstaterede at vi har en meget stor brugertilfredshed. Der er god opbakning og tilslutning, og han har kun modtaget positive tilbagemeldinger. Vi gennemgik de enkelte elementer i arrangementet:

Foredrag fra Farvandsvæsenet: Der var stort set kun positive synspunkter og konklusionen er at ideen om at have et indslag på generalforsamlingen er god, så det vil vi fortsætte med. Alle bedes tænke over gode forslag til foredrag til generalforsamlingen i 2010.

Grindemiddag: Der blev udvist så stor hjælpsomhed fra alle, at vi var ved at falde over hinanden ved flere lejligheder. Det er virkelig dejligt at alle gerne vil hjælpe, og det takker vi meget for. Den store opbakning er da også en væsentlig grund til at arrangørerne tilbyder at gennemføre middagen efter samme koncept næste år, men næste år vil vi prøve om vi kan organisere al den store hjælpsomhed lidt bedre. HF tilbød at være kaptajn på den praktiske afvikling af Grindemiddagen til generalforsamlingen i 2010.

Generalforsamling 2010: Datoen fastsættes til LØRDAG DEN 13. MARTS, dvs. uge 10. LA kontakter KAS ca. oktober-november 2009 angående lån af lokale. Bestyrelsen er enige om rammerne for næste arrangement og takker alle de mange der bidrog til det.

Standere: Vi udsender 1 stander til hver med majnummeret af Grinde Nyt, som vi plejer. Enhver der vil have en eller flere ekstra standere kan fremsende en frankeret svarkuvert til formanden og få tilsendt en ny stander. Kuverten skal være frankeret med 5,50 kr. eller med 5,00 kr. og grøn mærkat med B economique.

Forslag om køb af fællesbåd i Middelhavet: Der er tale om en grinde i Grækenland og en kaskelot på Mallorca. Læs invitationen i brevkassen på hjemmesiden. Der findes en samejeaftale på Dansk Sejlunions hjemmeside.

4. Udsendelse af næste Grinde Nyt og indhold i bladet

JT foreslog at vi laver bladet 4-farvet hele vejen igennem, og bestyrelsen tilsluttede sig enstemmigt og uden forbehold.

Udsendelse

Vi diskuterede de praktiske forhold omkring produktion og udsendelse: pakning, porto, posthus, returpost, opdatering af register mv. JT har fuld frihed til at vælge metode. Hans producerer labels som sædvanlig, samt labels til returpost.

Vi laver fortsat et trykt register som sendes ud sammen med bladet, men formatet komprimeres så der spares porto.

Bestyrelsen har besluttet at spørge medlemmerne om faktuelle forhold om deres bådforsikring og om deres vaner/ønsker/meninger om emnerne Klubservice og Træf og kapsejlads. Formålet med den lille spørgeskemaundersøgelse er at blive bedre til at levere det som medlemmerne ønsker – også de medlemmer som ikke har lejlighed til eller mulighed for at give deres mening til kende ved pinsetræf og generalforsamling. HS havde lavet et oplæg; JT redigerer og layouter det; det udsendes som et løsblad inde i bladet, og der vedlægges en adresseret svarkuvert. Man skal også kunne svare på nettet – Martin samler, analyserer og opsummerer svarene.

Indhold

Formandens klumme: JB

Pinsetræf: Der annonceres tre pinsetræf i år: Vikhög (Bjarne + tegning), Tunø (Poul Henning Sejthen) og Marstal (den tyske grindeklub – JB oversætter den tyske invitation til engelsk)

Værktøj til udlån: JB – Omtale af Aftrækker til bøsning i støtteben.

Referat af Farvandsvæsenets foredrag: HS

Foromtale af spørgeskema: HS

Den sociale del af GF: HS

Bøjen ved Anholt: Torben Fersøe

Interview med Henrik Steinbeck som har kaskelotten Orion til salg på Mallorca: HS

Satellit- og vejrsystem: MW kontakter et medlem som har lavet et super avanceret system med henblik på artikel om hvordan han har gjort det + erfaringer.

Resume af bestyrelsesmødet: HF

Mastehistorie: LA tager billeder og historien lukkes.

Mesterskab: HS skriver en notits.

Annoncører: JT sender faktura til de sædvanlige annoncører undtagen Lynettens Bådservice, som HF kontakter ang. annoncestørrelse.

DEADLINE FOR BIDRAG ER 14. APRIL. BLADET UDSENDES FØRSTE UGE I MAJ.

5. Pinsetræf

Det er på skinner i medfør af de foregående punkter. Forsyninger der er til overs fra GF medbringes til Øst-træf.

6. Mesterskab

Finder sted sidste week-end i august i samarbejde med FREM i Svanemøllen.

7. Teknik, scanning af manualer, hjemmeside

Klubben er kommet i besiddelse af et antal tekniske manualer som bestyrelsen besluttede at scanne og stille til rådighed på hjemmesiden i det omfang det ikke krænker nogen rettigheder.

Mastemåling: JB, LA og HS måler deres master.

8. Evt. – herunder næste møde

Der var intet til eventuelt.

Næste møde finder sted Tirsdag den 27. oktober 2009 kl. 18.00 hos Lars i Charlottenlund.